Vismandsspillet har fokus på dansk økonomi, og er beregnet til undervisning på gymnasieniveau A, B og C i fagene samfundsfag og international økonomi.
Spillet giver en enkel adgang til komplicerede sammenhænge mellem økonomisk politik og økonomiske mål.
Du finder Spillet på forsiden af Vismandsportalen. Tryk på “Gå til Vismandsspillet”.
Strukturen på Spillets forside refererer til det økonomiske kredsløb, som eleverne kender fra undervisningen.
De økonomiske instrumenter tilgås via menuen ”Økonomiske værktøjer”
Der er på forhånd indlagt grænser for, hvor store indgreb, der kan foretages. Disse grænser kan dog overskrides af brugeren. Når eleverne har foretaget en simulering fx via en ændring af indkomstskatten, kan effekterne af ændringen ses. Dette sker ved, at elverne anvender menuen i venstre side, hvor effekterne kan ses på elementerne i det økonomiske kredsløb.
Eleverne har for eksempel mulighed for at se effekterne for såvel den offentlige saldo, betalingsbalancen og arbejdsløsheden.
Den økonomiske analyse tilgås via menuen ”Analyse”
Efter at ændringerne er foretaget, og effekterne for elementerne i det økonomiske kredsløb er vist, kan eleverne via menuen ”Analyse” se effekterne på de samfundsøkonomiske hovedmål. Eleverne har selv mulighed for at udvælge hovedmål via ”Vælg kurver”. Eleverne kan yderligere vælge mellem en række andre nøgletal.
Ekstra hjælpefaciliteter
Der er i spillet mulighed for, at eleverne kan få hjælp til forståelse af effekterne og de økonomiske sammenhænge via ”Hvad kan der ske?” (hovedmenu). I denne animation forklares trinvis, hvorledes ændringer spredes i det økonomiske kredsløb.
Multiplikatortabeller
Multiplikatortabellerne danner grundlag for beregningerne, af den virkning anvendelsen af de 11 instrumenter (eksogene variable) har på de endogene variable – fx de økonomiske mål.
Multiplikatortabellerne er dannet ved kørsler med ADAM-modellen nyeste version (det fremgår på protalens forside, hvornår den nyeste version er fra). I hver kørsel er den eksogene variabel ændret således som angivet i tabellens hoved.
Man kan kopiere tabellerne over i Excel, hvor de kan danne grundlag for beregninger, der viser betydningen af multiplikatorernes størrelse.
De sidst opdaterede multiplikatortabeller kan hentes her.